Staten vil sælge 17 campingpladser
Staten skal koncentrere sig om at løfte sine kerneopgaver og overlade ejerskabet af sine campingpladser til andre.
Det skriver Miljøministeriet som begrundelse for, at man i fredags sendte et lovforslag i høring, der gør det muligt at udstykke og sælge de 17 campingpladser, der ligger på statens arealer. Campingpladserne drives i dag af enten kommuner eller private.
- Naturstyrelsens kerneopgave er at forvalte natur og friluftsliv på statens arealer til gavn for alle - ikke at eje campingpladser. Det overlader vi hellere til andre, der kan skabe de helt rigtige rammer, som både campister og lokalsamfund kan få gavn af, samtidig med at vi fortsat tager samme hensyn til naturen som i dag, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).
Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget og skal sikre, at 17 statslige arealer, der i dag er bortforpagtet til drift af campingpladser, kan udstykkes. Der er tale om campingpladser fordelt over hele landet, der ligger i tilknytning til statslige skov- og naturområder.
- Vi mener grundlæggende, at staten ikke bør drive forretning i konkurrence med private erhvervsdrivende. Turismen er en helt afgørende kilde til vækst og beskæftigelse og ved at åbne op for et salg af de statsejede campingpladser vil der være basis for, at der kan investeres mere i pladserne. Samtidig kan overskuddet fra salget anvendes til naturprojekter, siger Carsten Bach, miljøordfører for Liberal Alliance, som har været drivkraft for privatiseringen.
Uændret naturbeskyttelse
Regeringen har fokus på, at salget af de statslige campingpladser ikke sker på bekostning af naturen. Udover at ophæve udstykningsforbud ændres der ikke på de regler, der i øvrigt gælder for arealerne.
Lovforslaget er sendt i offentlig høring med høringsfrist den 20. oktober 2017 og forventes fremsat i Folketinget i løbet af efteråret.
Det forventes, at salget af arealerne vil gå i gang efter årsskiftet og vil løbe over de kommende år. Salget skal ske under hensyn til vilkårene i kontrakterne med de nuværende forpagtere af campingpladserne.
De 17 arealer er Bunken Strand Camping, Børsmose Camping, Rødhus Klit Camping, Svinkløv Camping, Vejers Strand Camping, areal til Blokhus By Camping, areal til Silkeborg Sø Camping, areal til Hærvejens ro Camping, areal til Nymindegab Camping, Tunø Teltplads, DCU-Flyvesandet Strand Camping, Marstal Camping, Høve Camping, DCU Camping Rågeleje, Sanddobberne Camping, DCU-Camping Nærum og Nordskoven Camping.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.